De sidste par uger har jeg i samarbejde med Peter Hesseldahl skrevet en række korte videnskabsartikler til Danfoss Universe' hjemmeside, som er en tidslinier over store opfindelser. Det har været en interessant oplevelse som har givet mig en del nye indsigter - blandt andet at Edison virkelig var en stor opfinder, men også at han var god til at sørge for at han fik patentet, æren og pengene, i nogle tilfælde for andres arbejde. Edison er blot et eksempel på, at patenter tilslører at store opfindelser (jo mere komplekse, jo mere er det tilfældet) ofte bygger på manges akkumulerede arbejde, på tilfælde og ikke mindst held - og ikke den romantiske forestilling om geni og den lysende pære over hovedet.Danfoss Universe' hjemmeside -

Her er en af mine:
Atombomben
USA frygtede at Tyskland ville udvikle bomben først
”Min Gud, hvad har vi dog gjort” sagde den ene pilot i B-29 bombeflyet Enola Gay, da de sendte den første atombombe ned mod den japanske havneby Hiroshima. Selvom videnskabsmænd senere fastslog at de bomben kun udnyttede en promille af dens potentielle kraft, blev en menneskemængde svarende til mindst to fyldte idrætsparker dræbt på stedet.
Det mest ondskabsfulde og samtidig fascinerende våben af dem alle opstod som følge af en advarsel. På opfordring fra europæiske forskere skrev Albert Einstein kort før 2. verdenskrigs udbrud i 1939 til præsident Roosevelt. Einstein frygtede at tyske videnskabsmænd var tæt ved at berige uran til fremstilling af det ultimative våben. Amerikanerne gik derpå igang med Projekt Manhattan, med det ene mål at fremstille ”dimsen”, som den hed i kodesprog. Det største problem var at fremstille tilstrækkelige mængder af beriget uran til at kunne sætte en kædereaktion igang. Den sjældne Uran-isotop 235 var på det tidspunkt ualmindeligt vanskelig at udvinde. Enorme faciliteter og svimlende pengesummer blev sat i sving under J. Robert Oppenheimers opsyn. I juli 1945 blev den første atombombe detoneret i toppen af et tårn i Alamogordo i New Mexico. Indbyggere i den nærmeste landsby mente den morgen at have set solen stå op to gange, og det siges at en blind pige mærkede lysglimtet over 300km væk fra Trinity, som sprængningsstedet blev døbt.
Få uger senere sprængtes ”Little Boy”, en såkaldt pistol-type Uranium 235-bombe, 500 meter over Hiroshima. Man havde aldrig før afprøvet denne type bombe. Tre dage senere sprængtes ”Fat Man” som svarede til ”Trinity”; en implosion-type plutonium-bombe, over Nagasaki. ”Fat Man” var væsentligt kraftigere end ”Little Boy”, men på grund af Nagasakis bakkede landskab, var skaden mindre end i Hiroshima; ”kun” 40.000 døde og 25.000 blev såret. Det anslås at mange hundredtusind siden døde som følge af radioaktivt nedfald og stråling.

Vidste du:
Der har været mindst 4 større tilfælde af falsk alarm som hvor det var tæt på at enten USA eller Rusland affyrede atomvåben mod fjenden, senest i 1995.

0 Comments:
Post a Comment
<< Home